Karate

Karate består af tre discipliner: Kihon, kata og kumite. 

Kihon er grundtræningen, hvor alle de forskellige teknikker til angreb og forsvar indøves. 

Kata er en form for "skyggeboksning", hvor man med en serie af teknikker kæmper mod imaginære modstandere. I kata lægges der vægt på både hastighed, rytme, kampgejst og korrekt udførelse af teknikker. 

Kumite er egentlig kamp mod en eller flere modstandere. I Allerød Karate Dojo træner vi markeringskarate. Det vil sige, at i kamptræningen føres teknikkerne ikke helt igennem, men stoppes umiddelbart før målet. Det kræver total kontrol over sine teknikker og kan sammenlignes med at skulle sparke til en fodbold og stoppe sparket en halv cm før, du rammer bolden. Desuden undgår man de mange småskader, som plager kampsporter med mere hård kontakt. 

Der afholdes turneringer i disciplinerne kata og kumite. Derfor tilbyder vi i Allerød Karate Dojo også undervisning i turneringskarate, hvor der lægges vægt på specialisering og forfining af enkelte teknikker eller kata, samt udvikling af velegnede taktikker og strategier for den enkelte kæmper. 

Inden for shotokan karate findes der i alt 26 kata´er. Disse er af forskellig sværhedsgrad, og indlæres derfor som regel i en rækkefølge der afhænger af ens bæltegrad - men naturligvis skal man ved de højere grader altid huske de tidligere lærte kata. Kata'erne har en lang historie, og de forskellige kata har udviklet sig løbende gennem årene, siden de oprindeligt blev lavet. 

Nogle af kata'erne har mange fællestræk, og de er for grupperet i 'familier' som f.eks. heian-kata'erne og tekki-kata'erne. Andre kata er mere enkeltstående.