Det er nogle ting, der hverken er til at fatte eller til at bære; Jacques’ død er en af disse!
Få dage inden hans alt for tidlige bortgang havde Jacques med vanlig munterhed (og fast hånd) gennemført sin undervisning. Og efter træningen blev der snakket og grinet, som man altid gør, når Jacques er der - eller var der!
For Jacques ér død - og i denne stund går alle vores tanker til hans familie, som har mistet deres far, mand og søn. Det er så urimelig en sorg, at den ikke burde overgå nogen.
Men for de mange tusinder, som Jacques påvirkede, er han ikke død. Hans gavtyve-smil, hans humør, hans positive sind og hans opbakning til alle, stor som lille, er der stadig.
De mange gode minder om Jacques er det, der nu får os igennem en ellers ubærlig periode.
Heldigvis har vi alle vores egne minder om Jacques Sensei, fra VM og EM, gradueringer og træninger, fra de mange samtaler med ham, som aldrig helt syntes at stoppe (der var altid lige…) og private sammenkomster.
Der er ingen minder, der er for små. De er alle med til at tegne et billede af en mand, som betød så uendeligt meget for så mange.
For Jacques var indbegrebet af respekt, ordentlighed og sågar også ydmyghed. Mange kan sige, at han var dojo-kun i begrebets reneste form.
Men det var ikke kun i karate-verdenen, at han lyste op. For hans værdisæt, som har præget så mange af os, var opskriften på noget så sjældent som et godt menneske, der også i verden uden for karate påvirkede mange.
Jacques, ingen kan følge i dine fodspor, du var en ener. Men vi kan heldigvis alle følge ad den sti, du har skabt for os andre.
Dit minde vil altid blive husket - og du vil for evigt være en del af manges liv.
Tak for alt - og tak for dig!
