SKIF VM 2019

SKIF VM 2019, Hradec Kralove, Tjekkiet 17. - 21. Juli 2019.

Resultater:

Skif VM, Hradec Kralove, Tjekkiet
William Holming Werner, Kata Junior - Guld og Verdensmester
Mads Kold, Team Kumité Master - Guld og Verdensmester
Thanh Le, Mads Kold, Thomas Jersbild, Team Kata Master - Sølv
Josefine Bertelsen
, Kata Junior - Bronze
Harald Mørch, Kumité Senior -75 kg - Bronze

AKD medaljetagerne fra venstre: Thomas Jersbild, Thanh Le, Mads Kold, Harald Mørch, Josefine Bertelsen og William Holming Werner.

Beretning fra Skif VM 2019:

Det var en forventningsfuld trup på 20 kæmpere fra AKD der tirsdag 16. Juli drog afsted til Hradec Kralove i det østlige Tjekkiet for at deltage i vores stilarts verdensmesterskab, SKIF VM 2019, som afholdes hvert 3. år. Vi var en stor dansk delegation på i alt 124 personer der talte alt fra kæmpere, coaches, dommere til supportere.

AKD truppen bestod af både erfarne kæmpere med regerende europamestre og tidligere VM-medaljetagere til debutanter, alle med sommerfugle i maven.

Onsdag og torsdag blev brugt til at pudse formen af, akklimatisere sig og få de sidste detaljer på plads efter langs tid hård træning og forberedelse.

Der var ca 1600 deltagere fra alle afkroge af verden som Argentina, Mexico til Japan og Australien, og specielt landene omkring havde mange deltagere med ligesom Danmark. Puljerne var derfor store, de mindste på 40 kæmpere, de største 100 men typisk omkring de 60-70 deltagere.

Kumité blev afviklet i knald eller fald kampe uden opsamling hele vejen til finalen, og Kata med samme system frem til puljerne var reduceret til typisk 8 finalister, der så blev bedømt på point i finalen alle mod alle.

Fredag morgen gik det løs med de unge og Master kategorierne, og det kunne mærkes, at stemningen nu var lidt trykket og adrenalinen pumpede.

Chia var den første AKD´r i aktion i Kata piger 12-13 år, og om det var debuten på den store scene eller adrenalinen der tog overhånd ved vi ikke, men Chia lavede en flot kata, men fik lavede en lille balancefejl, som gjorde hun snævert tabte 1. kamp.

Herefter var det Josefine i Junior Kata samt William Holming Werner og William Appel ligeledes i Kata Junior. Josefine var debutant, men det var svært at se, for hun var kniv skarp i de indledende runder som hun alle vandt 5-0 og kvalificerede sig til finalen. I finalen var der 2 super dygtige fra Ukraine og Portugal, der tog Guld og Sølv, men Josefine tilkæmpede sig 3. pladsen og dermed AKD’s første medalje af Bronze.

William HW skulle lige i gang og fik vundet sin første kamp 3-2, men derefter kørte det på skinner med sejre og kvalifikation til finalen. Ligeledes William Appel var flyvende og vandt sine indledende kampe og gik i finalen. I finalerunden tilkæmpede William Appel sig en super flot 5. plads, og så var det op til William HW at forbedre dette - han var på som nr. 2 og lagde sig i spidsen med højeste pointscore, og i takt med at kæmperne var på én ad gangen og ikke overgik hans præstation, så begynde det at lugte af metal. Ingen af de øvrige finalister slog William og han kunne dermed tage den første Guld-medalje og verdensmesterskab hjem til AKD og Danmark.

I mellemtiden var William Schamaitat på i Kata 12-13 år hvor han vandt sin første kamp, men desværre stoppede deltagelsen efter et nederlag i 2. runde.

I Kata Master U50 havde vi 3-kløveret Mads Kold, Thanh Le og Thomas Jersbild med. Thanh led desværre et nederlag i 1. runde, Mads vandt sin første men tabte sin anden kamp, hvor Thomas kvalificerede sig til finalerunden, hvor han var lige ved og næsten med en flot 6. plads.

Ikke lang tid efter var Kumité-kampene gået i gang og vi havde igen et 3-kløver med i Master U50 med Nikolaj Christoffersen, Mads Kold og Poul Bundgaard, hvor Poul og Nikolaj desværre tabte i 1. runde, Mads vandt sin første, men tabte i 2. runde.

Bedre gik det med Jacques i Kumité Master U60 hvor han vandt i 1. runde med nogle fornemme kontrastød, og det var lige ved og næsten i 2. runde som knebent blev tabt 0-1, og endte dermed på en 5. plads.

Så var det vores store trup af Kadet og Juniordrenge i Kumité der skulle på og alle var forventningsfulde. Oscar Brix var desværre blevet syg og kunne ikke kæmpe. Magnus Mogensen i Kadet, samt Frederik Brix og Viktor Christoffersen i Junior kæmpede bravt, men tabte deres første kamp. Christian Galtt-Møller vandt sin første kamp, men tabte i 2. runde.

Dermed endte den første dag ved VM med 1 Guld og 1 Bronze til AKD.

 

Lørdag morgen startede Markus Møller op i Kata Ungsenior, hvor han fornemt vandt sine første 2 runder. I 3. runde og dermed den endelig kamp for at kvalificere sig til finalerunden var tæt, og han tabte desværre marginalt 2-3.

Herefter var det Sofie Kampmann i Kata Senior, og Sofie måtte nok konstatere, at det er hårdt for selv en tidligere Junior verdensmester at klare sig i et Seniorfelt, når man lige har været væk fra karate i 3 år. Hun kæmpede bravt, men tabte knebent i første runde.

Så var der lørdag kun Kumité Senior -75 kg tilbage med Harald Mørch og Marcus Nymand, hvor forventningerne var høje, da begge kunne nå langt hvis alt flasker sig. Marcus vandt overbevisende sin 1. kamp, og burde nok have vundet den anden, men en sen kontrascoring fra modparten stoppede festen.

Anderledes gik det for Harald der var flyvende med sejre i alle 3 indledende runder. Han var dermed kvalificeret til semifinalen med 4 deltagere tilbage, samt til Grand Champion om søndagen. Harald havde dog problemer med sit ene knæ, der hævede op og han måtte desværre trække sig fra konkurrence, men han havde sikret sig selv og AKD en Bronze-medalje, da der er to 3. pladser i kumité.

 

Søndag og afsluttende VM-dag var forbeholdt Grand Champion, samt Team kategorierne.

Vores grå-guld lagde ud i Team Kata Masters med sejre i indledende runder og kvalificerede sig til finalen. Mads, Thomas og Thanh mødte som for 3 år siden i Jakarta, Italien som de dengang tabte knebent til i finalen. De fik igen samme score i finalen, og måtte ud i omkamp, hvor de tabte knebent med 0,1 point, så igen fik italienerne ram på dem, men flot med en Sølv-medalje til drengene.

I Team Kumité fik vores junior-drenge en tur mere på tatamien. Frederik, Christian og Viktor fik i 1. runde 1 sejr, en det rakte ikke til at gå videre, da de tabte 2-1 samlet.

I Team Kumité Master var vores Mads Kold på hold med Lars Reinholt og Dennis Mathiesen fra Holbæk Karate-Do, samt Lasse Holmen Møller fra Aarhus Shotokan Karate-Do og de kæmpede sig bravt frem til finalen hvor de skulle møde Ukraine. Efter 3 kampe i finalen stod det helt lige, så der blev omkamp, som igen endte lige, så kampen om guldet skulle afgøres på flag fra de 5 dommere……og det endte med 3-2 til Danmark, så Mads tog dermed 1 Guld-medalje til AKD.

Dermed endte Skif VM 2019 for AKD med 2 Guld, 1 Sølv og 2 Bronze.

Vi kunne trætte, men velfortjent deltage i afslutningsfesten søndag aften, og tænke på hjemrejsen mandag.

Tillykke til alle medaljetagere, og godt kæmpet af alle om I vandt eller ej – alle kommer hjem med en erfaring rigere og gå-på-mod til at træne videre mod nye mål.

Slut herfra :)
/HHW

 


 

 



Officielt website: 

https://skif2019.com/hradec-kralove/

Facebook:

https://tinyurl.com/yxpm9x4l

Skif.dk side om VM:

http://www.skif.dk/news.asp?ID=52018